Træningsdagbog til cykling

Der findes et væld af programmer og online træningsdagbøger til registrering af din cykeltræning. Skal du vælge en dansksproget eller engelsk løsning, og hvor meget må det koste? Skal der være mulighed for download fra dit Polar eller Garmin pulsur, skal programmet være integreret med Google Maps, så du kan se dine ruter og højdeprofiler. Skal du kunne uploade træningsplaner til din cykelcomputer eller pulsur? Der er rigtig mange muligheder, og det kan være svært at overskue de mange forskellige tilbud.

Mange af de programmer, der er på markedet, er uegnede til at registrere både udholdenhedstræning, enkeltstartsresultater og teknik-, spændstigheds- eller styrketræning. Eller programmerne evner ikke at visualisere din samlede træningsbelastning. Du skal også tage med i dine overvejelser om du ønsker at kunne eksportere dine træningsdata, så du kan tage dem med dig, hvis du på et tidspunkt ønsker at skifte træningsdagbog. Om du kan registrere konkurrenceresultater eller testresultater, om du kan bruge træningsdagbogen til at registrere din kost og eventuelt vægt eller vægttab. Mange programmer har en separat tabel, hvor du kan angive cykeltype eller træningsruter, og så kan programmet holde styr på, hvor langt du har kørt på de forskellige cykler og måske endda, hvornår du senest har skiftet kæde og krans, eller hvad din bedste tid på en given rute er.

Endelig tilbyder flere af især de online programmer en motivationsfaktor i form af medlemskab af forskellige træningsgrupper, hvor du kan konkurrere imod kammerater om, hvem der har kørt flest kilometer.
 

Find den rette træningsdagbog til cykling

 
Leder du efter en træningsdagbog, hvor du kan registrere, analysere og optimere din cykeltræning og cykelresultater, så anbefaler vi, at du kigger på siden med træningsdagbøger til cykling. På denne side finder du anmeldelser af software til cykling, og hjemmesider med træningsdagbøger specielt egnede til cykling og registrering og evaluering af cykeltræning og dine træningsprogrammer.